Teenagere og menstruation: En guide for forældre
Forfatter: Emma Libner
Jeg husker tydeligt min første menstruation. Den kom en efterårsmorgen i form af en mørk plet i mine Snoopy-trusser og forandrede med ét alt, hvad jeg tænkte og følte om mig selv og min 11-årige krop. Pletten var ikke ret stor - måske på størrelse med en tokrone - men dét, den symboliserede, var ikke til at tage fejl af: Nu var jeg ikke længere et uskyldigt stort barn, men en lille voksen, som kunne komme galt afsted, hvis jeg ikke passede på...
Hos Flow vil vi gerne være med til at gøre den første menstruation til en tryg oplevelse, uanset hvem man er. Vi tror på, at det starter med den gode samtale. Derfor har vi samlet vores bedste råd i en guide til alle forældre (også dig, far!), som efterspørger hjælp til at tage snakken med jeres teenager om menstruation.
Tag snakken før menstruationen kommer
Vi ved med sikkerhed, at den kommer på et tidspunkt. Menstruationen. Alligevel kan den være svær at forudsige. I 1800-tallet kunne man forvente at få sin første menstruation, når man var omkring 15-17 år. I dag er det mere sandsynligt, at ens menstruationscyklus går i gang inden ens 13-års fødselsdag. Den unge alder, mange i dag har, når de får deres første menstruation, betyder, at der er behov for information tidligere. Derfor kan det være en god idé at tage snakken om menstruation med dit barn, før det første blod kommer.
Kniber det med at huske menstruationsundervisningen fra biologitimerne i folkeskolen? Så er første step simpelthen at læse op på lektien. Heldigvis findes der efterhånden flere gode bøger om menstruation på dansk, som både du og dit barn kan få glæde af. Vi kan blandt andet anbefale “Det er bare blod” af Louise T. Sjørvad & Jette Sandbæk og “Pigebogen” af Ellen Støkken Dahl og Nina Brochmann. Begge henvender sig til førstegangsmenstruerende og er derfor gode begynderbøger.
En anden god samtalestarter er at sammensætte et menstruationskit til din teenager. Et menstruationskit (vi har samlet et bud her) kan for eksempel bestå af forskellige menstruationsprodukter, en varmepude, snacks, smertestillende piller og andre ting samlet i en lille kurv, som kan hjælpe med at klæde din teenager bedst muligt på til den første menstruation.
Samtalen behøver hverken at være højtidelig eller specielt lang. Det afgørende er, at du tydeligt signalerer, at du står til rådighed for dit barn, hvis der skulle dukke spørgsmål op, som de har brug for at vende med en voksen. Det giver tryghed at vide, at der altid er nogen at gå til, uanset om det gælder hvordan man vasker sine menstruationstrusser, håndterer triste PMS-følelser eller passer godt på sig selv, når man har menstruationssmerter.
Vær opmærksom på dit sprog
Når det kommer til samtalen om menstruation, er det - på trods af de bedste intentioner - nemt at komme til at reproducere myter og misforståelser. For eksempel bliver menstruation i vores kultur ofte italesat som en særlig “kvindeting” og noget, som gør den menstruerende til “en rigtig kvinde”. En anden gængs forestilling er bemærkningen om, at menstruationsblod skulle være “urent” og den månedlige blødning en form for renselse af kroppen. Begge dele er imidlertid ikke rigtige. De er derimod produkter af en kønsopfattelse, som hele tiden udvikler sig, og som bygger på kulturelle antagelser om køn snarere end videnskabelige fakta.
Vi ved for eksempel, at der både findes transmænd, non-binære og intersex personer, som også får menstruation. Måske dit barn er én af dem, der befinder sig et andet sted på kønsspektrummet, end på én af de to modsatrettede yderpoler, vi kalder “mand” og “kvinde”? Sprog er et magtfuldt redskab, som skaber vores virkelighed, så vej dine ord og mærk efter, om de lander godt hos din unge modtager.
Gør hjemmet så menstruationsvenligt som muligt
Sprog er ikke det eneste, der aktivt former vores oplevelse af menstruation. Det samme gør de fysiske rammer, vi færdes i (de fleste, som har prøvet at bløde på en festival eller et offentligt toilet uden adgang til toiletpapir ved hvad jeg taler om!). Afhængig af, hvad din teenagers behov er, kan du derfor overveje, hvordan de fysiske rammer i hjemmet imødekommer disse behov.
Bruger din teenager eksempelvis menstruationstrusser, kan det være rart med en wetbag i skoletasken og et sted, hvor trusserne kan hænge til tørre efter vask. Det kan også være en god idé at introducere en skraldespand på toilettet, hvis I ikke allerede har én. Eller en hylde eller kurv til andre menstruationsprodukter, som løbende bliver fyldt op.
Kort sagt: Tænkt over, hvordan de fysiske rammer i hjemmet kan hjælpe din teenager med at håndtere sin menstruation med mindst muligt besvær. Ofte skal der ikke så meget til!
Respekter dit barns grænser
I mange kulturer markerer man den første menstruation med et ritual, der skal symbolisere overgangen fra barn til voksen. Hos de oprindelige folk i Nordamerika fejrer man for eksempel den første menstruation med et stort festmåltid og gaver. Traditionelle markeringer af menarchen har i de senere år inspireret til lignende begivenheder herhjemme, hvor såkaldte period parties så småt er begyndt at vinde frem. Her kan man for eksempel pynte op med røde balloner og servere mad i røde nuancer for at fejre ankomsten af den unges første menstruation.
Uanset om du vælger at arrangere en menstruationsfest for hele familien eller blot nøjes med en informeret samtale på sengekanten, er det altafgørende, at du respekterer dit barns grænser. Nogle synes det er grænseoverskridende at tale om deres krop med deres forældre, mens andre spørger nysgerrigt ind uden så meget filter. Begge dele er helt okay og bør altid respekteres.
Husk, at hvad der føles bedst for dit barn måske ikke er det, du selv ville vælge. Og det skal der naturligvis være plads til <3