Kan jeg blive gravid under menstruation? Sådan hænger fertilitet og cyklus sammen
Da jeg fik min første menstruation, fik jeg – midt i krisen over min nye, blødende virkelighed – at vide, at nu skulle jeg passe på. For nu kunne jeg blive gravid.
Selvom jeg slet ikke var i nærheden af at blive det (jeg var 11), brændte ordene sig fast i min bevidsthed. Min menstruation og visheden om, hvorfor jeg havde fået den, blev startskuddet til en årelang skræk for offentlige toiletter. Hvad nu, hvis mit underliv strejfede et toiletbræt, hvor en mand lige havde siddet? Ville en sædcelle da kunne springe op i min livmoder og gøre mig gravid?
Som tiden gik, og biologitimerne indhentede mig, blev jeg heldigvis klogere. Men jeg oplever stadig den dag i dag, at der er meget, vi med en livmoder ikke ved om vores egen krop og fertilitet.
Spørgsmål som:
-
Hvornår kan jeg blive gravid?
-
Kan jeg have sex under menstruation uden at blive gravid?
går ofte igen i samtaler, jeg har, med ikke bare unge kvinder, men menstruerende i alle aldre.
Så lad os tage et kig på fertilitet, ægløsning og menstruationscyklus og få helt klar besked.
Artiklen er skrevet af: Emma Libner, forfatter, underlivsaktivist og sexolog

Kort svar: Hvornår kan man blive gravid?
Du kan kun blive gravid i et begrænset tidsrum i din menstruationscyklus – det såkaldte fertile vindue. Det fertile vindue ligger typisk:
-
Ca. 5 dage før ægløsning (men det er individuelt, og den eneste måde at vide hvornår præcist din ægløsning ligger er ved at tracke udflåd, temperatur og livmoderhals)
-
på selve ægløsningsdagen
-
og op til 24 timer efter
Det betyder, at du kun er biologisk fertil i cirka 6–7 dage i hver cyklus. Og det er altså et maksimum. Men fordi sædceller kan overleve i op til fem dage i livmoderen, kan sex før ægløsning stadig føre til graviditet.
Begge parter - både du og den du har sex med skal dog have en sund fertilitet for at ovenstående holder, og de færreste af os ved hvordan vores fertilitet har det, med mindre vi er blevet udredt for infertilitet. Så det er livrem og seler-metoden.
👉 Er du også træt af klatten efter sex, så prøv trusser med lav absorbering, det er bedre end toiletpapir.
Ægløsningen kommer før menstruationen
Biologisk set symboliserer den allerførste menstruation – også kaldet menarken – at kroppen nu er i stand til at blive gravid. Og det var selvfølgelig den skræk der satte i mig dengang. Men ofte tager det nogle cyklusser, før hormonerne og menstruationen finder et stabilt mønster, men pointen består: Kroppen er blevet kønsmoden.
Derfor er det heller ikke underligt, at menstruation i mange kulturer symboliserer en overgang fra barn til voksen, et rite som både er spændende og måske også lidt sørgmodigt for voksne omkring en, "du bliver så stor".
Herhjemme kan det måske lyde lidt skørt, når voksne fortæller børn, der lige har fået deres første menstruation, at de skal “passe på”. Men flere steder i verden er der faktisk ikke langt fra første menstruation til ægteskab og børn. Menstruationens sammenhæng med fertilitet er derfor tydelig.
I virkeligheden er menstruationen dog kun det synlige tegn på, at der allerede har været en ægløsning. For at få menstruation skal der nemlig først:
-
modnes et æg
-
ske en ægløsning
-
og derefter afstødes livmoderslimhinden
Hvis ægget ikke bliver befrugtet, går det til grunde og bliver "skyllet" ud sammen med livmoderslimhinden. Det er denne proces, vi kender som menstruationsblødning.
Og bare rolig: Man kan ikke blive gravid af at sidde på et toiletbræt. Det er fysisk umuligt. 110%.
Det fertile vindue afgør, hvornår du kan blive gravid
I modsætning til hvad mange tror, er det faktisk ikke altid så nemt at blive gravid. Når ægget frigives ved ægløsning, kan det kun overleve i omkring 12–24 timer.
Hvis ikke en sædcelle når frem i den periode, kan ægget ikke længere befrugtes. Spændende nyere forskning peger i øvrigt på, at det er ægget som vælger hvilken sædcelle det ønsker at lade sig befrugte af - det er ikke "den stærkeste og hurtigste sædcelle", som vinder racet, som vi ellers er blevet det fortalt.
Dit æg bestemmer - pretty cool.
Sædceller kan derimod overleve i livmoderen i op til fem dage. Derfor taler man om det fertile vindue, som typisk består af:
-
de fem dage før ægløsning
-
selve ægløsningsdagen
-
og dagen efter
Samlet set betyder det, at chancen for graviditet typisk findes i cirka en uge i hver cyklus.
Kan man blive gravid under menstruation?
Mange tror, at menstruation er en “sikker periode”, hvor man ikke kan blive gravid. Men sådan fungerer kroppen ikke helt. Din cyklus er nemlig ikke en eksakt maskine, og ægløsning kan godt flytte sig fra cyklus til cyklus.
Det, der ikke rykker sig, er menstruationen i forhold til din ægløsning, så det vil faktisk være mere korrekt at sige "min ægløsning er forsinket" i stedet for "min menstruation er forsinket". Men det er selvfølgelig den vi går og venter på.
Din ægløsning kan blive forsinket af:
-
stress
-
sygdom
-
ændringer i søvn
-
eller hård træning
Hvis du har ubeskyttet sex i slutningen af din menstruation, kan sædceller i nogle tilfælde overleve længe nok til at befrugte et æg, hvis ægløsningen sker tidligt i cyklussen.
Derfor er svaret:
Ja – det er teknisk muligt at blive gravid under menstruation, selvom risikoen typisk er lavere.
Hvordan ved man, hvornår man er fertil?
Mange cyklustracking-apps forsøger at forudsige din ægløsning ud fra tidligere cyklusser. Men i virkeligheden kan de ikke vide præcist, hvornår din ægløsning sker.
Hvis du vil forstå din fertilitet bedre, kræver det typisk, at du tracker din cyklus i realtid og holder øje med tegn som:
-
ændringer i udflåd
-
basal kropstemperatur
-
hormonmålinger
Og hvis du ikke ønsker at blive gravid, er det stadig prævention, der er den mest sikre løsning.
👉 Du kan læse meget mere om, hvordan dit udflåd kan guide dig i artiklen her.
Summa summarum
Din menstruation fortæller dig, at din krop er fertil – men graviditet kan kun ske i et kort vindue i din cyklus. Fordi cyklusser kan variere, kan man ikke altid stole på kalenderberegninger alene.
Derfor er det vigtigt at:
-
forstå sin cyklus
-
tracke kroppens signaler
-
og bruge prævention, hvis man ikke ønsker graviditet.
FAQ: Cyklus og fertilitet
Kan man blive gravid under menstruation?
Ja, det er teknisk muligt, selvom sandsynligheden ofte er lavere. Hvis sædceller overlever i kroppen og ægløsningen sker kort efter menstruationen, kan graviditet stadig opstå.
Hvornår er man mest fertil?
Man er mest fertil i dagene op til ægløsning og på selve ægløsningsdagen.
Hvor længe kan sædceller overleve?
Sædceller kan overleve i op til fem dage i livmoderen under de rette forhold.
Hvor længe kan et æg overleve?
Et æg kan typisk overleve 12–24 timer efter ægløsning.
Note: I artiklen her refererer jeg til menstruationsblødninger i fertile cyklusser. Artiklen tager således ikke højde for pletblødninger og såkaldte anovulatoriske blødninger, som er den medicinske betegnelse for blødninger, der opstår uden forudgående ægløsninger.


































