Spring til indhold

Indkøbskurv

10% 15%

Din indkøbskurv er tom

Velkommen til Menstrutopia: Et bud på, hvordan ville verden se ud, hvis menstruation ikke længere var et tabu

 

menstrutopia

Skrevet af Emma Libner  

Denne maj måned markerer 10-året for den første internationale mærkedag for menstruation - også kaldet MH Day - som finder sted hvert år d. 28. maj. I løbet af de sidste ti år, som MH Day har eksisteret, har vi i avisspalter og kommentarspor debatteret alt fra menstruationssmerter og friblødning til den såkaldte tamponskat, som den høje moms på menstruationsprodukter populært er blevet kaldt. Og i 2021 rykkede samtalen sågar ind i Folketingssalen, da et forslag om at gøre menstruationsprodukter gratis for alle blev fremført.


Vi er med andre ord kommet langt på kort tid, men der er fortsat masser af kæmpe for. I skrivende stund tager det eksempelvis i gennemsnit 5-7 år at få konstateret den smertefulde underlivssygdom endometriose - en sygdom, som rammer helt op mod hver 10. person med en livmoder. Og forskning viser, at personer, der menstruerer, må gå glip af omtrent ni dages produktivitet om året netop på grund af menstruationssmerter.


Så hvordan ville verden egentlig se ud, hvis den menstruerende erfaring blev anerkendt og respekteret fuldt ud i alle kroge af samfundet? Netop det spørgsmål har jeg forsøgt at give mit bud på i artiklen her.


Velkommen til Menstrutopia.


En verden uden hvisken

Forestil dig en verden, hvor du frit kan sige ordet “menstruation” højt uden at skulle bekymre dig om at komme til at støde nogen. En verden, hvor det ville føles mærkeligt at sænke stemmen blot for at spørge den fremmede i toiletbåsen inde ved siden af dig om et bind. Sådan en verden er Menstrutopia. For her føler ingen sig ubekvem ved at tale om menstruation. End ikke deres egen.
I stedet for at afgrænse sig til privatlivets allermest intime sfærer, finder samtalen om den månedlige blødning sted overalt i Menstrutopia: I skolerne, på direktørgangene og i spotlyset på scenerne rundt omkring, når de store popstjerner synger om grådlabilitet og gennemblødninger.
Her er ordforrådet for alle de oplevelser, som knytter sig til menstruationscyklussen, rigt og frodigt og ikke spor farvet af århundreders rynken på næsen. Selv i reklamer for menstruationsprodukter, som tilmed viser den rå og ufiltrerede menstruation, præcis som den er. For i Menstrutopia er menstruation ikke bare naturligt. Det er også helt naturligt at tale om.


En verden, hvor du altid har et bind ved hånden


Med et frit og levende sprog for den menstruerende erfaring giver det måske sig selv, at der i Menstrutopia også findes bind på alle de offentlige toiletter. For her ved man godt, hvor afgørende det er for ligestillingen, at de fysiske rammer formår at inkludere alle de kroppe, der færdes i dem.
I denne nær perfekte verden vil du med andre ord yderst sjældent stå i en nødsituation og mangle et bind, for overalt er der sørget for at tænke menstruationsprodukter ind på linje med toiletpapir og håndsæbe. Og det starter allerede i skolen. Med obligatorisk undervisning i både cyklusforståelse og grundig indføring i alle tilgængelige menstruationsprodukter, så den første menstruation kan blive forbundet med nysgerrighed og forundring frem for ubehag og frygt. Og det gælder selvfølgelig for både drenge og piger.


En verden med få eller ingen menstruationssmerter


I Menstrutopia er der et decideret videnskapløb i gang. Et, hvor forskere kæmper om at komme først med de store videnskabelige gennembrud inden for forskning i menstruationscyklussen. Her er der så meget prestige i at forske i underlivet, at virksomheder og fonde står i kø for at bidrage økonomisk til studier i menstruationssmerter og cyklusrelaterede sygdomme. Ja, faktisk er det kun et spørgsmål om ganske kort tid, før man i Menstrutopia står med en kur mod sygdomme som endometriose.
Indtil da kan borgere i Menstrutopia trygt gå til lægen, når deres cyklus værker, uden at blive stukket i skoene, at deres smerter er “helt normale”. For i denne drømmeverden ved både lærde og lægmænd, at menstruation selvfølgelig ikke skal gøre ondt. Selv dem, som ikke selv menstruerer.


En verden, hvor arbejdet er tilpasset den enkelte - og ikke omvendt


Endnu en fordel ved at bo i Menstrutopia er, at når du tager på job, så møder du ind på en arbejdsplads, som anerkender menstruerende medarbejderes månedscyklus og dens indflydelse på det daglige arbejde. En bevidsthed, som ikke mindst afspejler sig i de konkrete medarbejderpolitikker og kontrakter på arbejdspladserne i Menstrutopia.
Her har du både mulighed for flexarbejde og adgang til særskilte hvilerum på jobbet. Og så er der endda obligatoriske kurser på alle arbejdspladser med fokus på cyklusforståelse. Alle med det formål at hjælpe dig med at arbejde med din cyklus frem for imod den. Det er faktisk noget af det bedste ved at bo i Menstrutopia: At alle uanset køn og menstruerende status er helt med på, at indsatser målrettet menstruerende i sidste ende kommer alle til gavn.


En verden, der måske ikke er så langt væk?


Måske du synes, at Menstrutopia lyder som det rene science fiction, urealistisk og uopnåelig. Men før du kyler idéen om et cyklupositivt samfund i den mentale skraldespand, vil jeg skynde mig at fortælle dig, at vi i disse år faktisk allerede ser elementer af drømmen gå i opfyldelse lige her i den virkelige verden. For eksempel er flere virksomheder begyndt at stille gratis menstruationsprodukter til rådighed - lige fra små, lokale caféer til større spillesteder såsom Vega og Arena Næstved. Nogle (Flow Intimates inklusive) går endda så langt som til at give sine medarbejdere fri på arbejdspladsens regning, når menstruationssmerterne er værst.
Sideløbende har den offentlige debat om menstruation foretaget et kvantespring. Fra at være noget, som vi helst lod være indpakket i bleget vat og vage udtryk (“den tid på måneden”, “Tante Rød” og mit absolutte hadesudtryk: “mit lort”), ser vi nu en konstruktiv samtale udfolde sig, som anerkender menstruationens afgørende rolle i samfundet. I den seneste finanslov er endometriose tilmed nævnt - for første gang nogensinde - og patientforeningen Endometriose Fællesskabet fik ved samme lejlighed et mindre beløb til at oplyse om sygdommen, så flere forhåbentligt kan få hjælp.
Sidst men ikke mindst kan den positive udvikling også ses på skolebudgetterne. Først i Albertslund Kommune og nu senest i Københavns Kommune, hvor politikerne så småt er begyndt at se fidusen i at stille bind og tamponer til rådighed for eleverne, så de kan fokusere på at passe deres undervisning frem for at bruge tid på at opstøve de nødvendige produkter i skoletiden.
Alt sammen en lille, men kærkommen start på en lang og vigtig rejse. Og hvem ved? Måske vi en dag ender i Menstrutopia.

Flere artikler

Hvorfor er din menstruation forsinket?

Hvorfor er din menstruation forsinket?

Du kender helt sikkert scenariet. Du kigger i kalenderen og indser pludselig, at noget mangler. Din menstruation er ikke kommet, som den plejer. For nogle fungerer menstruationen som clockwork. Du ...

Hvornår stopper ens menstruation?

Hvornår stopper ens menstruation?

Menstruation. Den har en første dag og en sidste dag, og vi aner ikke, hvornår nogen af dem er. Men det er klart en af de mest vedvarende ‘vaner’, vores krop har. Hvis man i snit er 12 år gammel, n...

Hvor lang er en menstruationscyklus?

Hvor lang er en menstruationscyklus?

Åh, menstruationsverden <3 Det er lidt en ny verden, man træder ind i, når fra man får sin første menstruation. Og vi er, obviously, ret vilde med den. Samtidig med at vi også selv er vokset op ...

Guide: Det skal du vide om din første menstruation

Guide: Det skal du vide om din første menstruation

Den første menstruation. Også kaldet menarcken (ligesom de sidste menstruationer kaldes menopausen). For de fleste en oplevelse, en dag, et øjeblik, som man vil huske resten af livet. En milepæl de...