Lugter underlivet efter fødsel? Det er ofte normalt – men vær opmærksom på dette
Er det normalt, at underlivet lugter efter fødsel? Ja. Barselsblødning (lochia) kan have en metallisk eller kraftigere lugt i de første uger efter fødsel. Det skyldes, at livmoderen heler. En meget stærk eller rådden lugt kan dog være tegn på infektion og bør undersøges.
De sidste uger af din graviditet har du måske følt dig tung. Det kan være du har følt dig lidt genereret; vand i fødderne, ømhed, tyngde, bryster der begynder at lække. Her efter fødsel er du mere end klar til en lille ✨ glow up ✨. Eller det er måske så meget sagt, velvidende at din søvn nok er forstyrret, du ikke har tid til at vaske hår osv.
Men du er klar til at få din krop igen - ikke at være beboet af andre end dig selv. Klip til efter du har født: Din krop føles ikke, som den engang gjorde. Og den lugter bestemt heller ikke, som den engang gjorde. Et er sveden - al den væske i kroppen, der skal ud, de manglende bade. Men altså underlivet?! Hvorfor har ingen sagt, at det kan have en temmelig *spicy* lugt efter fødsel?
Det er ret normalt, og nu vil vi tage dig igennem hvorfor det sker, hvor længe du kan forvente det - men også et indblik i, når det ikke er normalt: Hvornår du bør kontakte din læge.
Skrevet af journalist Cathrine Widunok Wichmand
Indholdet af denne artikel er verificeret af Pernille Jessen,
sygeplejerske og ammevejleder bag Mamaflow

Hvordan lugter barselsblødning (lochia) normalt?
Du har født et barn - måske endda flere. Nu skal moderkagen ud. Føder du vaginalt, så føder du også moderkagen samme vej. Føder du ved kejsersnit, så kommer moderkagen samme vej som din baby. Moderkagen skal gerne slippe problemfrit, men der hvor den har siddet fast til livmoderen, er der nu kommet et sår, der skal hele.
Så snart moderkagen er kommet ud, så begynder livmoderen at trække sig sammen (efterfødselsveer?! HELLO?! Av!). Og det vil give et kontinuerligt flow (no pun intended) af blødning i ugerne, der følger efter. Barselsblødning, også kaldet lochia, er den blødning, der kommer fra livmoderen efter fødsel og varer typisk 2–8 uger.
👉 Læs om barselsflåd og hvad lochia er i artiklen her
Så hvad kan du forvente af blødning postpartum?
-
De første dage: Blødningen er frisk rød og kan lugte lidt jernagtigt som en kraftigere menstruation.
-
Efter 1–2 uger: Farven bliver mere brunlig eller gullig (tænk den proces et sår går igennem - fra frisk blod til brunt blod, til heling), og mængden aftager. Lugten kan ændre sig, men bør stadig minde om menstruationsblod.
-
Efter 4–6 uger: De fleste stopper helt med at bløde.
En let metallisk eller “jernagtig” lugt fra blodet er altså helt normalt. Og det kan også have et lille... spiff til sig. Lugte sådan lidt... Krydret... Jordagtigt fra underlivet. Husk: Et sår er ved at hele.
Derudover kan sved, udflåd og manglende luftcirkulation fra bind og efterfødselsbleer også bidrage til, at underlivet lugter anderledes end før.
Hvornår er lugt efter fødsel tegn på infektion?
Så en anderledes lugt fra underlivet er ret normalt efter fødsel. MEN - en ubehagelig lugt kan også være en af flere indikationer på, at noget ikke er helt, som det skal være. Så hvilke tegn kan indikere at noget ikke er helt som det skal være?
Tegn på infektion efter fødsel:
-
Meget stærk eller rådden lugt
-
Feber over 38 grader
-
Tiltagende smerter i underlivet
-
Grønligt eller meget gulligt udflåd
-
Vedvarende kraftig blødning, evt. med store klumper af blod
-
Blødning der tiltager i styrke efter at have aftaget over tid
Hvis du oplever en eller flere af disse symptomer, bør du kontakte din læge eller fødeafdeling med det samme. Det kan fx være tegn på infektion i livmoderen eller en moderkagerest som ikke er kommet ud under fødsel.
Hvordan mindsker man lugt efter fødsel?
Vi ville ønske, at der var meget mere fokus på, hvordan man passer på sig selv postpartum. At føde er en kraftpræstation. Uanset om det foregår vaginalt eller ved kejsersnit (det er en god damn operation - her er efterfødselspleje endnu vigtigere). Det kroppen gennemgår er MASSIVT. Og i "gamle dage" i Danmark var det helt almindeligt at man lå i barselssengen i flere uger - gerne med en uge til ti dage på hospitalet først.
I dag går det hurtigt. Hurtigt ind. Hurtigt ud. Så det kræver mere af os selv at give kroppen den omsorg, den har brug for.
Så her er en række områder, du selv kan være opmærksom på:
-
Skift efterfødselsbind ofte, så bakterier ikke får mulighed for at vokse. Det samme gælder dine menstruationstrusser, hvis du bruger dem post partum. Skyl og skift - ofte.
-
Skyl eller bruse underlivet med lunkent vand i stedet for at bruge stærke sæber. Blød stråle, ikke?
-
Sørg for luft til underlivet indimellem – fx ved at ligge uden trusser på, evt. på et håndklæde, hvis du bløder kontinuerligt.
-
Hvile, væske og nærende mad – det er alfa omega. Kroppen har leveret en pragtpræstation. Den er stadig i fuld gang med at hele.
Pas på dig selv. Det er helt normalt, at dit underliv lugter anderledes efter fødslen – især på grund af barselsblødningen. Men hvis lugten bliver meget stærk, rådden eller ledsages af feber, smerter eller unormalt udflåd, skal du søge læge.
Herfra skal der lyde en virkelig blød og rar heling til dig. Glem alt om at *bounce tilbage* , honey: There's no going back. Du er forandret for altid. Og ja, lidt den samme. Og ret så anderledes, yes, it's complicated. Men det er dig <3
Ofte stillede spørgsmål om lugt efter fødsel
Er det normalt, at underlivet lugter efter fødsel?
Ja. Barselsblødning (lochia) kan have en metallisk eller kraftigere lugt i de første uger. Det skyldes, at livmoderen heler, og at kroppen udskiller blod og væv.
Hvor længe kan barselsblødning lugte?
Lochia varer typisk 2–6 uger. Lugten ændrer sig i takt med, at blødningen aftager og går fra rød til brunlig og senere mere gullig eller klar.
Hvordan lugter lochia normalt?
Lochia lugter ofte jernagtigt eller lidt kraftigere end en almindelig menstruation. Den bør ikke lugte råddent eller meget stærkt ubehageligt.
Hvornår er lugt efter fødsel tegn på infektion?
Kontakt læge, hvis lugten er meget stærk eller rådden og ledsages af feber, kulderystelser, tiltagende smerter eller grønligt udflåd. Det kan være tegn på infektion i livmoderen.
Hvordan kan jeg mindske lugt efter fødsel?
Skift bind eller menstruationstrusser ofte, skyl med lunkent vand i stedet for sæbe, og sørg for luft til underlivet. Undgå parfumerede produkter.
👉 Læs vores guide til hvordan du bedst vasker dine menstruationstrusser
Må man bruge tampon under barselsblødning?
Det anbefales ikke at bruge tampon under barselsblødning, da livmoderen stadig heler, og risikoen for infektion kan være øget.
Referencer: Sundhed.dk, NHS - Lochia (postbirth bleeding), Mayo Clinic - Postpartum Complications, Cleveland Clinic - Lochia


































