Humørsvingninger før menstruation: Derfor påvirker din cyklus dit humør
Kender du det? Du føler, at du har knækket koden til alle dagligdagens udfordringer den ene dag – for blot at finde dig selv dybt nede i Toffifee-æsken med tårer i øjnene den næste. Hvis du gør, er du langt fra alene.
Undrer du dig? Så er den korte forklaring: Humørsvingninger før menstruation skyldes primært ændringer i hormonerne østrogen og progesteron. Når hormonniveauerne falder i dagene op til menstruation, kan det påvirke hjernens signalstoffer – blandt andet serotonin – som spiller en vigtig rolle for dit humør.
Humørsvingninger er altså tæt forbundet med ændringer i menstruationscyklussen. Mange oplever, at deres følelser, energiniveau og mentale overskud ændrer sig i takt med cyklussen.
Den gode nyhed er, at når du forstår samspillet mellem din menstruation og dit humør, bliver det langt lettere at håndtere de følelsesmæssige op- og nedture, der kan opstå i løbet af måneden.
Indholdet af denne artikel er verificeret af Emma Libner, forfatter, underlivsaktivist og sexolog

Dine hormoners påvirkning på dit humør
For at forstå koblingen mellem menstruationscyklus og humør, er det vigtigt at se nærmere på de hormoner, der styrer cyklussen. Bag kulisserne foregår der nemlig en kompleks hormonel dans.
Kort fortalt:
-
Østrogen dominerer i første halvdel af cyklussen og spiller en central rolle i forhold til ægløsning.
-
Progesteron dominerer i anden halvdel af cyklussen efter ægløsning og kaldes ofte også gravidhormonet.
Begge hormoner påvirker dog meget mere end fertilitet. De har nemlig også stor indflydelse på hjernen, hvor de kan påvirke:
-
din sindsstemning
-
dit energiniveau
-
din sexlyst
-
dit søvnmønster
-
dine cravings
Når trangen til chokolade pludselig melder sig, eller du bliver rørt over en video med søde dyreunger på præcis samme tidspunkt hver måned, kan det altså sagtens skyldes ændringer i din hormonbalance.
👉 Dyk mere ned i din cyklus indre årstider og forstå i dybden, hvad der sker i kroppen
Humørsvingninger i cyklussen er individuelle
Hormoners påvirkning af humøret er meget individuel og kan opleves forskelligt fra person til person. Hvor nogle eksempelvis oplever øget kreativitet, indre ro, mere refleksion i perioden op til menstruationen, forbinder andre den samme periode med irritabilitet, angst, lavere energiniveau
Der findes derfor ikke én “rigtig” måde at opleve sin cyklus på.
Det vigtigste er at lære din egen cyklus at kende, så du bedre kan forstå og forudsige dine egne mønstre og behov.
👉 Du kan læse mere om de fire faser af menstruationscyklussen i artiklen her.
Typiske symptomer på hormonelle humørsvingninger
-
irritabilitet
-
tristhed
-
gråd uden tydelig årsag
-
øget følsomhed
-
cravings
-
lavere energiniveau
-
koncentrationsbesvær
Sammenhængen mellem menstruation og stress
Mange af os – uanset om vi menstruerer eller ej – lever i et højt tempo i hverdagen. Men hvis du har en menstruationscyklus, kan du opleve øget følsomhed over for stress på bestemte tidspunkter i cyklussen.
Det betyder, at ting, som normalt ikke føles særligt stressende, pludselig kan føles mere overvældende.
Det skyldes blandt andet, at hormonbalancen ændrer sig gennem cyklussen, som typisk varer omkring en måned.
Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at kvinder fylder mere i statistikker om stress. Ifølge en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed (2014) svarer flere kvinder (25 %) end mænd (17,5 %), at de oplever et højt stressniveau.
Et arbejdsliv, der ikke tager højde for de hormonelle bølgedale og -toppe, som mange oplever gennem menstruationscyklussen, kan derfor påvirke den mentale trivsel negativt.
Når vi konstant forsøger at præstere på samme måde hver dag – uanset hvor vi er i vores cyklus – kan det føre til, at vi undertrykker kroppens naturlige behov for hvile, pauser eller en anden måde at arbejde på.
Og når vi undertrykker, hvordan vi har det, kan det let føles, som om hormonerne har magten over os.
👉 Læs mere om, hvordan vi kan skabe mere menstruationsvenlige arbejdspladser her.
3 tips til at håndtere humørsvingninger i din cyklus
Selvom hormonelle humørsvingninger er normale, er der flere ting, du kan gøre for at støtte din mentale sundhed gennem cyklussen.
1. Track din cyklus og lær dine mønstre at kende
Lær at forudsige mulige humørsvingninger ved at tracke din cyklus.
Du kan bruge:
-
en cyklus-app
-
en kalender
-
en cyklusdagbog
Når du tjekker ind med dig selv dagligt, får du ikke kun mere selvindsigt – du får også mulighed for proaktivt at tilpasse din hverdag til din cyklus.
2. Planlæg din hverdag i tråd med din cyklus
Mange oplever mere energi omkring ægløsning, mens energiniveauet falder i tiden op til menstruation.
Prøv derfor at:
-
lægge krævende opgaver i højenergifasen
-
prioritere ro og pauser i lavenergifasen
Pro tip: Forsøg at undgå at fylde kalenderen alt for meget, bare fordi du har masser af energi én dag. Energien varer ikke nødvendigvis ved.
3. Del dine udfordringer med andre
Tal med dine nærmeste om, hvordan din cyklus påvirker dig.
Når mennesker omkring dig forstår, hvad du oplever, bliver det ofte lettere for dem at støtte dig og vise hensyn.
At føle sig forstået kan gøre en stor forskel, når hormonerne larmer.
Din cyklus kan blive en styrke
Din menstruationscyklus er en del af dig – på godt og ondt.
Når du lærer at forstå din krops rytme, kan den faktisk blive en værdifuld guide i hverdagen. Den kan hjælpe dig med at forstå dine behov for energi, pauser, kreativitet og refleksion. Hvordan du bruger dit udflåd og din cyklus til at guide dig, kan du læse meget mere om i artiklen her.
Det bedste, du kan gøre, er derfor at lære din egen rytme at kende og arbejde med den i stedet for imod den. You’ve got this.
Det er vigtigt at sige, at oplever du afgrundsdyb nedtrykthed i anden halvdel af din cyklus, som påvirker din hverdag, dit selvbillede eller dine relationer negativt? Så anbefaler vi, at du kontakter din læge.
Voldsomme hormonelle nedture bør altid tages alvorligt, da de kan være tegn på en tilstand kaldet PMDD (premenstrual dysphoric disorder). Du kan læse mere om det i artiklen om PMDD her.
Rigtig mange af os oplever PMS i vores lutealfase, og du kan blive klogere på symptomerne her i artiklen her.
FAQ om humørsvingninger og menstruation
Hvorfor får man humørsvingninger før menstruation?
Humørsvingninger før menstruation skyldes primært ændringer i hormonerne østrogen og progesteron. I den sidste del af menstruationscyklussen falder niveauet af begge hormoner, hvilket kan påvirke hjernens signalstoffer som serotonin og dermed dit humør.
Hvornår i cyklussen er humørsvingninger værst?
Mange oplever de stærkeste humørsvingninger i dagene op til menstruation, også kaldet den luteale fase. Her falder hormonniveauerne, og kroppen forbereder sig på menstruation.
Er det normalt at blive ked af det før menstruation?
Ja. Mange oplever øget følsomhed, irritabilitet eller tristhed før menstruation. Hvis symptomerne er milde til moderate, er det en normal del af menstruationscyklussen.
Hvornår bør man søge hjælp?
Hvis dine humørsvingninger er så kraftige, at de påvirker dit arbejde, dine relationer eller dit selvbillede, kan det være tegn på PMDD (premenstrual dysphoric disorder). I så fald bør du tale med din læge.
Kan man reducere humørsvingninger i cyklussen?
Ja, mange oplever forbedring ved at:
-
tracke deres cyklus
-
prioritere søvn og pauser
-
reducere stress
-
spise regelmæssigt
-
dyrke motion
For nogle kan samtale med en læge også være relevant.

































