Infektioner og komplikationer efter fødsel – hvad bør enhver fødende vide?
Efter fødslen kan kroppen både gennemgå helt normale gener og — sjældnere — mere alvorlige infektioner og komplikationer efter fødsel. I denne artikel får du en oversigt over de mest almindelige tilstande, når du er lander i din postpartum-tid, hvilke symptomer du skal være opmærksom på, og hvornår du bør søge læge.
Når du føder et barn (eller flere), så er det både en helt unik og særlig fødsel - ingen fødsler er ens, heller ikke ens egne. Og samtidig er der milliarder, der har gjort det før os. Det mest almindelige - og det mest usædvanlige på en og samme tid. Det er noget af det, der gør det så magisk. Og ligeså vel kan dagene efter fødslen også være ganske forskellige - for de fleste af os går de typisk stille og roligt. Det vi måske fokuserer på mest af alt er at nusse, snuse, kaste os ud i amningen, og forstå, at vi faktisk gerne må tage dem med hjem (og: at vi godt kan finde ud af at tage den herfra).
Husk: Langt de fleste har en absolut fredelig postpartum-tid, hvor det der måske bøvler mest er amning.
👉 Prøv vores absorberende amme-bh, Postpartum Nursing Bra og undgå ammeindlæg
Skrevet af journalist Simone Mervig.
Indholdet af denne artikel er verificeret af Pernille Jensen, sygeplejerske og ammevejleder bag Mamaflow

Hvad forårsager komplikationer efter fødsel?
Under fødslen og lige efter er den fødendes underliv og livmoder særligt sårbart. Der er mange åbne overflader, små rifter og kraftig aktivitet i væv og blodkar, som kan give adgang for bakterier og inflammation. Ifølge Merck er nogle af de faktorer, der øger risikoen for komplikationer efter fødsel:
-
Langvarig vandafgang (som giver længere eksponering)
-
Lang eller kompliceret fødsel
-
Mange indre undersøgelser under fødsel
-
Kejsersnit
-
Restvæv i livmoderen (det kan kaldes placentafragmenter)
-
Overdreven blødning under eller efter fødsel
-
Kolonisering med bakterier i kønsorganerne (lavere tarm/vaginal flora).
Men det er jo også sådan, at vi får den fødsel, vi får - der er i virkeligheden meget lidt vi selv er herre (kvinde, ahem) over. Hvis du oplever ovenstående under din fødsel, så vil fødselslægerne og jordemoderen allerede være opmærksom på dig, og de kender risici.
Almindelige komplikationer efter fødsel
Lad os først og fremmest opridse de mest udbredte komplikationer, som kan opstå efter fødsel - rigtig mange fødende oplever nemlig komplikationer i varierende grad efter fødsel. Her er et udsnit af de mest almindelige:
- Efterfødselsblødninger i større eller mindre grad. Du vil også opleve efterfødselsblødning efter fødsel ved kejsersnit, da blodet kommer fra såret, hvor moderkagen sad fast på livmoderen.
- Bristninger i mellemkødet - disse inddeles i grader fra 1 til 4, og de alvorlige som kræver operation er heldigvis sjældne.
- Problemer med vandladning/forstoppelse - de fleste af os, der har prøvet at føde, husker garanteret at skulle lave nummer 2 efter at have fødsel. Særligt ved let forstoppelse, som er ganske udbredt. Heldigvis er der råd for det: Spis/drik svesker, hav et par magnesia i håndkøb fra apoteket liggende og tal med din jordemoder, før du tager, kom op og bevæg dig og få maven igang.
- Udfordringer med at få amningen igang. Hav evt. en ammevejleder du er tryg ved kodet ind på telefonen til, når du er hjemme fra hospitalet. Ofte kan små justeringer gøre en kæmpe forskel.
- Efterfødselsreaktioner. Det er mere udbredt, end du tror. Det er en massiv forandring at føde et barn, så at krop og sind reagerer er naturligt. Vær ikke bange for at lade dine nærmeste vide, hvordan du har det og tal endelig med sundhedsplejerske om det, når vedkommende er på besøg.
Din krop har været på en kæmpe opgave - at komplikationer efter fødsel opstår er udbredt. Nogle af dem kan du have forberedt dig på (måske har du købt en postpartum bundle for at gøre efterfødselsdagene blødere), og andre kommer som et lyn fra en klar himmel. Fx postpartum infektioner - betændelse efter fødsel.
Hvad er postpartum infektioner?
En af komplikationerne efter fødsel kan være infektioner, nogle er hurtigt overstået - andre er mere alvorlige. Infektionerne kan opstå på forskellig vis, men når kroppen i den grad har "stået åben", og der bliver måske bliver brugt diverse redskaber undervejs, så øges risikoen for infektion. De typiske infektioner eller betændelse under og efter fødsel kan fx være:
-
Livmoderbetændelse (det kan de kalde endometritis) eller livmoderslimhindebetændelse
Det er er en af de mest almindelige infektion i tiden efter fødsel.
Typiske symptomer: Feber, smerter, ildelugtende udflåd, ømhed ved livmoderen. -
Sårinfektion (fra fx kejsersnit, bristninger, episiotomi - klip i mellemkødet)
Det er ganske udbredt at sår bliver inficerede. De opstår lokalt ved bristninger, ved episiotomi-sår og kejsersnitsar, som kan blive inficerede.
Typiske symptomer: Rødme, varme, smerte, pus, åbning af såret. -
Urininfektion eller nyrebetændelse
Har du fået lagt kateter under fødsel eller haft et langvarigt tryk på blæren, kan der opstå betændelse.
Typiske symptomer: Smerte, brændende følelse ved vandladning, feber, rygsmerter.
-
Brystbetændelse (det kan de kalde mastitis)
Betændelse i brystvæv – typisk i ammeperioden.
Typiske symptomer: Rødme, smerte, varme og feber i det berørte bryst.
Hvis det udvikler sig til byld (absces), kan der opstå et hulrum med pus.
Og i meget sjældne tilfælde kan de mistænke, det man kalder abscesser (samlede områder med pus typisk inficeret med stafylokokker), sepsis eller infektion i bækkenvener). Brystbetændelse er ganske udbredt men åh, så smertefuldt. Det samme er blærebetændelse. Men en fødeafdeling har set det hele og ved, hvordan de skal håndtere det og hjælpe dig til at blive rask igen.
Tegn og symptomer på infektion du skal kende
Ærligt talt. Når det hele værker og føles anderledes, så kan det være svært at skelne mellem “almindelige” smerter og udflåd fra noget alvorligt – men her er nogle generelle symptomer, der kan kræve din læges opmærksomhed:
-
Feber
Defineres som temperatur over 38 °C og det kan være et tegn på infektion. Måske er feberen ledsaget af kulderyster -
Nedre mavesmerter, som er andet end ømhed.
Din livmoder er en kæmpe muskel som netop har "løbet et maraton" under fødslen, som den har presset en eller flere babyer ud gennem skeden. Ømhed er ganske almindeligt. Men decideret mavesmerter bør du være opmærksom på, særligt hvis de tiltager. -
Ildelugtende vaginalt udflåd
Vi har skrevet om lugt i underlivet efter fødsel før - dit underliv kan godt lugte let sødligt pga. blodet men en decideret dårlig lugt før undersøges.
De allerførste 12 timer efter fødsel kan et enkelt temperaturudslag, som ligger uden for normalen, være almindeligt. Men feberen bør ikke fortsætte og ledsages den af nogle af ovenstående symptomer, så kan det kræve en tur til lægen.
Hvad sker der med en fødende, når fødslen er overstået?
I Danmark er det også sådan, at man typisk udskrives og afsluttes på fødeafdelingen 24-72 timer efter fødsel og i nogle tilfælde endnu tidligere, hvis fødslen ellers har været ukompliceret. Herefter vil man høre til under egen læge. Dog får du ganske hurtigt besøg af sundhedsplejerske, hvis du takker ja til det. Du skal hellere bringe dine symptomer frem en gang for meget end for lidt.
Ja, en krop kan være øm efter fødsel, du kan føle dig fuldstændig smadret - hæs i stemmen, øm i halebenet, træt i musklerne - bare lettere ✨smadret✨ steder du slet ikke vidste fandtes. Men tiltagende ondt? Helst ikke. Så hvornår bør du søge egen læge efter fødsel?
Hvad skal jeg sige, når jeg ringer til hospitalet efter fødsel?
De første 2-3 dage efter fødsel hører du stadig til på fødegangen. Når du ringer til dem med bekymring for dit helbrid, vil de først spørge dig til (foruden CPR-nummer - sørg for at et eventuel partner kan det) dit symptombillede: Hvornår har du født? Hvad er din temperatur?
Når du mærker symptomer dagene efter fødsel, så skriv dem ned. Vær eksplicit: “Jeg har XX i feber på X. døgn + ildelugtende udflåd efter fødslen” - det kan gøre det lettere at vurdere for læger, jordemødre eller sygeplejesker. Og husk: Du bør ikke ignorere vedvarende smerter, feber eller decideret ubehag. Hellere ring en gang for meget end for lidt.
Er efterfødselsblødning farligt?
To til tre dage efter din fødsel hører du typisk til hos egen læge. Din efterfødselsblødning vil ofte stadig pågå på det her tidspunkt. Måske kommer mængden bag på dig, for du har med stor sandsynlighed oplevet ni dejlige måneder uden blødning fra en menstruation. Men nu er blodet i den grad tilbage. For blødning efter fødsel (det kalder man lochia) er helt normalt i ugerne efter. Det er ikke en menstruation (hvornår din menstruation kommer efter fødsel, kan du læse om her), men nærmere en blødning fra et sår, der er ved at hele dér, hvor placenta har siddet fast i livmoderen.
Men hvad adskiller normalt efterfødselsflåd fra et mere farligt scenario?
-
Typisk vil dit lochia - din efterfødselsblødning - udvikle sig fra rødt -> brunt/rosa -> gulligt/lysere udflåd over 4–6 uger. Ved dit 8-ugers lægetjek i Danmark vil din blødning oftest være ophørt.
-
Selve flådet bør ikke have en skarp, ubehagelig lugt. Det kan lugte jern-agtigt og måske ikke decideret lækkert. Men hvis lugten er stærk, fx "rådden” eller fiskelignende, så kan det være tegn på infektion.
-
Typisk vil blødningen gradvist blive mindre over ugerne. Men hvis blødningen omvendt øges meget, eller du må skifte bind flere gange i timen, kan det være tegn på, at der stadig er rester i livmoderen – og mulig risiko for infektion. Typisk vil du have behov for de klassiske "efterfødselsbleer" de første dage, og så overgå langsomt til kraftige bind eller menstruationstrusser til kraftig blødning efter en uges tid.
-
Pludseligt forværret smerte og ildelugtende udflåd kan også indikere udvikling af absces eller ubehandlet betændelse omkring livmoderen eller i bækkenregionen.
Det er nok de færreste af os, der hjemmefra vil kunne diagnosticere os selv, og det bør vi heller ikke forsøge. Men du vil typisk ikke være i tvivl, om du bør ringe til lægen. En fødsel er enormt strabadserende for kroppen, og der kan opstå komplikationer i kølvandet, men heldigvis er vi dygtige til at behandle dem. Du skal ikke have det decideret dårligt efter fødsel.
Kan jeg forebygge infektioner efter fødsel?
Nogle infektionstyper kan forebygges fx gennem god hygiejne omkring underlivet, dit kejsersnit og eventuelle bristninger - læse mere om hvordan du plejer kroppen efter fødsel. Her er et par gode veje til blid pleje:
- En skylleflaske i stedet for toiletpapir kan være rar. Særligt hvis du har bristninger eller rifter omkring vulva kan vand fremfor toiletpapir føles rart.
- Skift bind og menstruationstrusser hyppigt - det mindsker risikoen for infektion i eventuelle sår og rifter.
- Betragt din krop, som havde du været igennem fx en operation på hospitalet. Den har brug for omsorg. Det er ikke bare en fødsel - "det har mange gjort før mig". Ja, det har de - men en fødsel er altid en risiko, og for blot 100 år siden med livet på spil for den fødende kvinde.
Vi skal ikke gøre det mindre stort, end det faktisk er. Og at vi generelt har skåret ned på efterfødselsplejen og -ophold fra det offentliges side er ikke et udtryk for, at det ikke er et kæmpe arbejde at føde, men mere et udtryk for besparelser, OG at vi selvfølgelig er blevet dygtige til både at screene under graviditet for diverse risici og til at behandle, når der opstår komplikationer undervejs og ved fødslen.
Hvilken behandling får man ved infektion efter fødsel?
Typisk vil behandlingen i hospitalssammenhæng være antibiotikabehandling, hvis der mistænkes en infektion. Og i nogle tilfælde kan det blive nødvendigt med en kirurgisk fjernelse af rester i livmoderen eller dræn af abscesser - de her samlinger af materie, der kan opstå.
Afsluttende tanker herfra: Lyt til kroppen
Du har i ni måneder forfinet din intuition og øvet dig i at lytte til din krop. Bevæger baby sig? Bør jeg skrue ned for det høje tempo? Skal jeg tage en dag på langs?
Dén intuition vil udvikle sig over de næste mange år af dit moderskab - fornemmelsen for om alt er, som det skal være med dit barn.
Men det starter med dig. Efter din fødsel gennemgår kroppen enorme forandringer – ikke alle smerter og udflåd er tegn på sygdom. Men hvis noget føles forkert (og du kender nu nogle af symptomerne: Feber, lugt, smerter), så skal du reagere.
Din reaktion kan gøre en forskel for helingen og forhindre, at små problemer vokser sig større. Og hey: Baby får garanteret så meget omsorg fra dig. Men du fortjener i den grad også opmærksomhed, omsorg og støtte i denne periode — særligt når det handler om at passe på den krop, der har passet så godt på det lille barn.
Vi ønsker dig den bedste heling i din efterfødselstid.
FAQ om efterfødselskomplikationer
Hvad er de mest almindelige infektioner efter fødsel?
De hyppigste postpartum-infektioner omfatter livmoderbetændelse (endometritis), sårinfektioner efter klip eller kejsersnit, urinvejsinfektioner og brystbetændelse (mastitis).
Hvad er symptomer på postpartum infektion?
Symptomer kan være feber (≥ 38 °C), smerter i underlivet, ildelugtende udflåd og øget rødme eller hævelse ved sårsteder.
Hvornår skal jeg kontakte læge efter fødsel?
Søg læge ved vedvarende feber, kraftig smerte, ildelugtende udflåd, hurtigt stigende blødning eller symptomer der ikke forbedres med tiden.

Kilder: Sundhed.dk, Mayo Clinic

































