Kan man have menstruation uden ægløsning?
Helt kort forklaret: Ja, det kan man. Du kan godt have menstruation uden ægløsning, og det har faktisk et navn, det kaldes en anovulatorisk cyklus. En cyklus, hvor kroppen ikke frigiver et æg. Du kan stadig opleve blødning, men teknisk set er det ikke altid en “ægte” menstruation, fordi ægløsningen ikke har fundet sted.
Hvis du nogensinde har tænkt: “Hvordan kan jeg bløde, hvis jeg ikke har haft ægløsning?” – så er du langt fra den eneste. Kroppen er nemlig lidt mere kompleks end de diagrammer over menstruationscyklussen, vi ofte bliver vist i skolen. Vil du læse flere ✨mind blowing✨ fakta om din ægløsning:
Du har ikke altid ægløsning.
Du har ikke altid skiftende ægløsning fra venstre og fra højre æggestok. Du kan godt have ægløsning fra samme side flere cyklusser i træk.
Du kan godt modne og frigive mere end et æg.
Hvis du mister en æggeleder, så er æggestokkene så kloge, at de kan kompensere for hinanden, så du stadig har ægløsning.
Ja, mindblowing.
I denne artikel fokuserer vi på blødningsforstyrrelser, særligt de anovulatoriske cyklusser, så lad os dykke ned i, hvad der egentlig foregår.
Hvad sker der normalt i en menstruationscyklus?
I en "klassisk" cyklus sker der tre ting:
-
Kroppen modner et æg i æggestokken
-
Ægget frigives under ægløsning
-
Hvis ægget ikke bliver befrugtet, afstøder kroppen livmoderslimhinden – og du får menstruation
Det er den model, de fleste af os lærer - er du nysgerrig på, hvornår du kan blive gravid i den proces, så læs artiklen her.
Men virkeligheden er, at cyklusser ikke altid følger den “perfekte” opskrift. Nogle gange sker ægløsningen slet ikke.
Hvad er en anovulatorisk cyklus?
Når en cyklus foregår uden ægløsning, kaldes det en anovulatorisk cyklus. Det betyder simpelthen, at æggestokken ikke frigiver et æg den cyklus.
I følge Sundhed.dk oplever knapt 40% af de 15-24-årige kvinder anovulatoriske cyklusser, og omkring 20% af kvinder i aldersgruppen 25-34 år oplever det samme - selv når menstruationen virker regelmæssig.
For selv om du ikke har en ægløsning, så kan livmoderslimhinden alligevel godt begynde at vokse og senere blive afstødt – og så oplever du en blødning, som kan ligne en almindelig menstruation.
Forskellen er bare, at blødningen ikke nødvendigvis styres af de samme hormonelle mekanismer som en cyklus med ægløsning.
Hvorfor kan man bløde uden ægløsning?
Det handler om hormoner. Normalt sker der en nøje koreograferet dans i hver cyklus i din krop, mellem hjernen og mellem hormoner som:
-
østrogen
-
progesteron
-
FSH
-
LH
Når ægløsningen ikke finder sted, kan østrogen stadig få livmoderslimhinden til at vokse. Men uden ægløsning producerer kroppen ikke den samme mængde progesteron.
På et tidspunkt kan slimhinden derfor blive ustabil og begynde at løsne sig – og så opstår en blødning. Det kan føles som menstruation, men hormonelt set er processen lidt anderledes.
Er det normalt ikke at have ægløsning hver måned?
Ja, det er faktisk ganske normalt. Anovulatoriske cyklusser er særligt udbredte i forskellige perioder af livet, for eksempel:
I teenageårene
Når menstruationen lige er startet, kan det tage nogle år, før cyklussen bliver stabil. I følge et studie er mere end halvdelen af cyklusserne anovulatoriske i de første 1-2 år efter menarken. Andre studier anslår endda, at op til 80 % af cyklusser i det første år kan være uden ægløsning.
Under stress
Kroppen prioriterer overlevelse frem for reproduktion, hvis den er presset.
Ved store livsstilsændringer
Rejser, søvnmangel, sygdom eller intensiv træning kan påvirke cyklussen.
I perimenopausen
Når kroppen nærmer sig overgangsalderen, bliver ægløsning ofte mere uregelmæssig. Forskning viser, at omkring 20% af cyklusser i tidlig perimenopause er anovulatoriske, og i sen perimenopause kan 60–80 % af cyklusserne være uden ægløsning.
Det er derfor mange oplever mere uforudsigelige menstruationer i denne periode.
Kort sagt: Kroppen er ikke en maskine. Den kan reagere på alt det, du oplever i livet.
Hvordan ved man, om man har haft ægløsning?
Det er det gode spørgsmål - og den eneste måde, du kan finde ud af, om du faktisk har en ægsløsning, det er, hvis du tracker din cyklus tæt. Dvs. bruger dine biomarkører til at guide dig; temperatur, udflåd, livmoderhals.
Hvis du ikke tracker din cyklus tæt, kan det faktisk være svært at vide. Tegn på ægløsning kan være:
-
ændringer i livmoderhalsslim
-
en lille temperaturstigning efter ægløsning
-
midtcyklus-smerter hos nogle
-
en mere stabil lutealfase
Men mange opdager først, at de ikke har ægløsning, hvis de forsøger at blive gravide eller begynder at tracke deres cyklus mere systematisk.
👉 Lær her hvordan du tracker din cyklus, så du ved præcis, hvornår du har din ægsløsning.
Kan man blive gravid uden ægløsning?
Selv om du godt kan have menstruation uden ægløsning, så kan du ikke blive gravid uden en ægløsning. En graviditet kræver to ting: En sædcelle og en ægcelle. Så et æg skal frigives fra æggestokken, for at det kan blive befrugtet og blive til en graviditet.
Hvis der ikke sker ægløsning i en cyklus, er der ikke noget æg at befrugte. Hvis du er i fertilitetsbehandling, så vil du også opleve at ægløsningen er et centralt fokus, og at ægløsningen kontrolleres i meget høj grad - hvornår den sker, hvornår den ikke skal ske.
Oligomenoré (sjældne menstruationer) og amenoré (manglende blødning)
Når vi taler om anovulatoriske cyklusser, så er det også vigtigt at nævne oligomenoré og amenoré, som alle er udtryk for forskellige grader af den samme tilstand - under gruppen 'blødningsforstyrrelser'. Du kan se dem på en lige linje:
1) Anovolatoriske blødninger er udbredte og almindeligt forekommende - raske kvinder kan godt have en eller flere cykli årligt med en varighed over 35 dage.
2) Lider du af oligomenoré, så er intervallet mellem menstruationerne mere end 35 dage, men kortere end seks måneder. Blødningerne er typisk uregelmæssige.
3) Lider du af amenoré så har du haft manglende blødning i mindst seks måneder. Dette sker ofte for fx topatleter, da den fysiske belastning af træningen forhindrer ægløsning.
Hvornår bør man være opmærksom?
Du skal ikke bekymre dig om enkelte anovulatoriske cyklusser, det er helt normalt. Som tidligere beskrevet, så sker mellem 20-40% af alle cyklusser uden ægløsning.
Men hvis det sker ofte eller over længere tid, kan det være en god idé at tale med en læge. Det gælder især hvis du oplever:
-
meget uregelmæssige menstruationer
-
meget lange cyklusser
-
menstruation der udebliver
-
fertilitetsproblemer
Det kan være symptomer på tilstande som PCOS, skjoldbruskkirtelforstyrrelser eller hormonelle ubalancer, som alle kan påvirke ægløsningen.
Hvis du kontakter din læge, så vil de typisk se på din livsstil først: Har du oplevet et markant vægttab? Oplevet overdreven fysisk aktivitet? Været udtalt psykisk belastet?
Det er nogle af de hyppigste årsager til blødningsforstyrrelser. Findes forklaringen ikke her, så er det man kan undersøge tilstande som PCOS etc.
Den perfekte cyklus findes ikke
Lad os runde af med en lille gentagelse. Den perfekte cyklus findes ikke - alle kroppe er forskellige, og det allervigtigste du kan gøre, det er at lære din egen krop at kende.
En sund cyklus er ikke altid fuldstændig regelmæssig og forudsigelig, for kroppen er ikke sat op til synkronisere med kalenderen.
Det er dog vigtigt, at du finder din "cyklus-normal". Din krop har sin egen rytme - lær den at kende. Skriv ned hver cyklus, hvornår din blødning starter og noter også gerne, hvornår den slutter.
På den måde kan du nemmere få overblik over dine cyklusser og fornemme, nogenlunde hvor du skal være - med plads til lidt forskelle her og der.
👉 Er din menstruation forsinket? Her er 8 årsager der måske kan forklare hvorfor.
Når du lærer din cyklus at kende – med alle dens variationer – bliver det ofte lettere at forstå, hvad kroppen prøver at fortælle dig.
FAQ: Ægløsning og menstruation
Kan man have menstruation uden ægløsning?
Ja. Det kaldes en anovulatorisk cyklus, hvor du kan opleve blødning uden at et æg er blevet frigivet.
Er det normalt ikke at have ægløsning hver måned?
Ja, især i teenageår, ved stress, sygdom eller i årene op til overgangsalderen.
Hvordan ved jeg om jeg har haft ægløsning?
Det kan ses gennem cyklustracking, temperaturmåling eller ændringer i livmoderhalsslim.
Kilder:
"Assessment of anovulation in eumenorrheic women: comparison of ovulation detection algorithms" - Kristine E. Lynch Ph.D. med flere (kilde)
"Menstruation Disorders in Adolescents" - Ahmed H. Al-Salem & Salah Radwan (kilde)
"How Common Are Anovulatory Cycles?" (kilde)
Oligomenoré ved Benny Kirschner, sundhed.dk (kilde)































