Kan man vinterbade under menstruation? Guide til cold plunge og cyklus
Vinterbadning er overalt lige nu - og det har det faktisk været i et par sæsoner.
Det er blevet meme-materiale på sociale medier, et fast indslag i tv-avisen og – ifølge både Tinder og Bumble – noget flere og flere nævner som en ideel first date.
Ifølge DR er medlemstallet i danske vinterbadeklubber steget fra omkring 27.000 til næsten 88.000 på bare ti år.
For nogle er det en hobby. For andre en livsstil.
Et hurtigt dyp i iskoldt vand, måske efterfulgt af en tur i sauna, og så ud igen med røde kinder og en følelse af velvære i kroppen.
👉 Læs: Sauna og menstruation - forskning, fordele og gode tips.
Men hvis du har menstruation, har du måske stillet dig selv et helt andet spørgsmål:
Må man egentlig vinterbade, når man bløder?
Det korte svar er ja. Du kan godt vinterbade under menstruation.
Men der er et par ting, der er værd at vide først – både om kroppen, kulden og hvordan kvinder faktisk reagerer på cold plunge.
skrevet af journaliststuderende Sarah Majgaard, redigeret af Cathrine Widunok Wichmand
Forskningen i vinterbadningens effekt
Vinterbadning eller kuldeeksponering er for nogle en dejlig hobby, men det bruges bl.a. også til:
-
At støtte stofskiftet, mitokondriernes funktion, humøret og det neuroendokrine system.
-
At reducere inflammation, ømhed og muskelskader efter træning eller konkurrence.
Susanna Søberg, tidligere sygeplejerske og ph.d. i metabolisme, arbejdede i flere år med at behandle livsstilssygdomme, som patienter har øget risiko for, når de har inflammation i kroppen.
I sin forskning fandt hun ud af, at vinterbadning (korte intervaller på 2–5 minutter i vand på 14–15°C) har en sundhedsfremmende effekt. Når kroppen udsættes for kulde, aktiveres det såkaldte brune fedt, som producerer varme og øger energiforbruget.
Gentages vinterbadningen over flere gange vil effektiviteten i det brune fedt øges, stofskiftet effektiviseres, og det vil mindske eller fjerne inflammation.
👉 Læs: 9 myter og fakta om badning og menstruation.
Søbergs forskning viser, at vinterbadning kan være med til at forebygge en lang række livsstilssygdomme og psykiske lidelser, fordi det mindsker inflammation i kroppen.
Men der er flere studier, som viser vinterbadningens potentiale. Vinterbadning kan:
-
Styrke immunforsvaret
Flere studier mener, at kroppen udskiller flere hvide blodlegemer under vinterbadning, som aktiverer immunforsvaret. Et studie fra Radboud University har vist op til 40 % færre sygedage blandt personer, der regelmæssigt afslutter badet med koldt vand. -
Sænke blodtrykket
Studier har dokumenteret lavere blodtryk hos nogle vinterbadere under vintersæsonen. Det kan skyldes den sammentrækning blodkarrene foretager, som kan sammenlignes med motion. Det er også derfor menstruationens flow mindsker en smule når man rammer vandet. Det anbefales dog at undgå hvis du i forvejen har højt blodtryk, da det kan forværre det. -
Forbedre mentalt helbred
Flere studier har, ligesom Søbergs studie, dokumenteret en positiv effekt på svært depressive personer, der vinterbader. Det kan bl.a. skyldes, at kroppen udskiller flere lykkehormoner, som dopamin og endorfiner ved det kolde chok.
👉 Læs mere om PMS
👉 Læs mere om PMDD -
Forebygge livsstilsygdomme
Søbergs studie er ikke det eneste til at dokumentere den regelmæssige vinterbadnings forbyggende effekt på livsstilsygdomme som diabetes-2, hjerte-karsygdomme og overvægt.
Britiske forskere beskriver i et studie fra 2024, at vinterbadning har positive effekter på symptomramte kvinder i overgangsalderen, også kaldet perimenopausen. Resultaterne viste bl.a. at vinterbadning for kvinder i perimenopausen kunne betyde:
-
Forbedring af humøret
-
Mindskning af angst og uro
-
Mindskning af fysiske symptomer som hedeture og smerter i muskler og led
-
Bedre søvn
Deltagerne i studiet mente også, at vinterbadning bidrog til følelser af ro og bedre humør, en følelse af fællesskab og samvær og et overordnet bedre helbred.
👉 Vil du også gerne sove bedre? Her få du 7 tips til bedre søvn.
Menstruation og vinterbadning
Lad os komme til det - hvordan påvirker vinterbadning menstruation? Britiske studier indikerer, at regelmæssig vinterbadning kan:
-
Reducere selve blødningsmængden
-
Lindre smerter
-
Reducere inflammation i kroppen
Det tyder på, at kvinder, der regelmæssigt vinterbader, oplever kraftigt reducerede symptomer under deres menstruation. Over 1,100 kvinder rapporterede reduceret ængstelighed (46.7%), færre humørsvingninger (37.7%) og mindre irritabilitet (37.6%) samt færre fysiske smerter.
Deltagerne i studiet brugte ofte vinterbadning til at håndtere deres symptomer under menstruation og til at højne deres overordnede velbefindende.
En anden bivirkning ved vinterbadning under menstruation er, at selve blødningsmængden reduceres kortvarigt, da blodkarrene kortvarigt trækker sig sammen, som reaktion på kulden, men det stopper ikke blødningen.
Den amerikanske træningsfysiolog, ernæringsforsker og forfatter Stacy Sims var dog i 2025 ude og nuancere anbefalingerne til netop kvinder. Hun siger, at mænd og kvinder reagerer markant forskelligt på kulde, hvad angår autonome nervesystem og kroppens temperaturregulering.
Kvinders stofskifte og kernetemperatur påvirkes af østrogen og progesteron, som svinger naturligt gennem menstruationscyklussen.
Hun påpeger forskning, som viser, at hos kvinder ser man i højere grad, at blodkarrene trækker sig sammen og derved reducerer blodgennemstrømningen til huden, og man ser også, at kvinders kernetemperatur får et mere markant fald i det kolde vand. Særligt i lutealfasen, hvor progesteronniveauet er højt. Det betyder i al sin enkelthed: Kvinder er mere følsomme overfor kuldestress.
Når kvinder udsættes for iskolde temperaturer, reagerer det neuroendokrine system med en kraftig stigning i bl.a. stresshormonet kortisol, og over tid kan det forstyrre menstruationscyklussen, dæmpe skjoldbruskkirtlens funktion (som bl.a. påvirker stofskiftet) og forringe kroppens restitution.
Det akkurat modsatte af, hvad man ellers forventer.
Hvordan vinterbader man bedst, som kvinde?
Hvis du sidder nu og er forvirret, så forstår vi det godt. Er det godt for kroppen eller ikke godt for kroppen? Så er nøglen til at opnå alle fordelene ved vinterbadning den rette dosis. Stacy Sims foreslår en særskilt anbefaling til kvinder, “we are not little men”. Hendes anbefaling til kvinder lyder:
For at opnå overordnede helbredsmæssige og forbrændingsmæssige fordele:
-
Vandtemperatur: 14-15 grader
-
Varighed: Korte dyp på 2-5 minutter
-
Frekvens: 3-4 gange om ugen.
-
Tidspunkt: Gerne morgen eller efter sauna, undgå direkte efter styrketræning.
Som restitution efter konkurrencer eller hård styrketræning:
-
Vandtemperatur: 10-12 grader
-
Varighed: Op til 10 minutter
-
Tidspunkt: Senest to timer efter intens træning
-
Frekvens: Ikke dagligt.
For lindring af smerte ved fx ægløsning eller ved endometriose:
-
Lokal kuldeeksponering, fx koldt kompres eller delvis eksponering i koldt vand, fx den del af kroppen, der smerter
-
Varighed: Kort og målrettet
Temperatur og varighed i vandet er to vigtige komponenter i Sims anbefaling men også i Søebergs forskning. Det er værd at have in mente, før du dypper dig.
👉 Hvad er endometriose, og hvordan påvirker det kroppen? Læs artiklen her.
Hvilket menstruationsprodukt er bedst til vinterbadning?
Det næste skridt er selvfølgelig praktikken - hvordan bader man bedst, når man har menstruation? Du har brug for et menstruationsprodukt.
Menstruationsbadetøj
Menstruationsbadetøj er et oplagt valg. Det er badetøj, som er designet specifikt til din menstruation. Det ligner helt almindeligt badetøj men med innovation absorbering i bunden af badetøjet, ligesom du kender det fra menstrautionstrusser.
Det er en ideel løsning til dig, der ikke vil anvende tampon. Bløder du kraftigt, anbefaler vi, at kombinere dit menstruationsbadetøj med en menstruationsdisk eller kop, som ekstra beskyttelse.
👉 Se vores udvalg af menstruationsbadetøj til børn og voksne.
Tampon
Tampon er også et klassisk valg i vandet for menstruerende. Dog skal du være opmærksom på, at tamponen kan absorbere vandet, du bader i, og det vand kan indeholde bakterier, du ikke ønsker i underlivet. Det er derfor en god idé at skifte til en ny tampon, ligeså snart du kommer op af vandet, for at mindske risikoen for infektion.
Menstruationskop
Menstruationskoppen er også et fint valg til vinterbadning. Modsat tamponen suger den ikke vand op, men menstruerende med spiral bør være forsigtige med koppen, da den danner vakuum, og den kan derved rykke ved spiral, når du fjerner den.
Menstruationsdisk
Et af de nyere produkter på markedet er menstruationsdisken, som minder om menstruationskoppen. Den er dog fladere og danner ikke vakuum, men hviler i stedet i den vaginale fornix (området lige under livmoderhalsen) og holdes på plads bag kønsbenet. Den fungerer også fint til vinterbadning, evt. i kombination sammen med menstruationsbadetøj.
Kan alle vinterbade?
Som udgangspunkt kan alle vinterbade, ja. Men du bør tale med dine først, hvis du har:
-
Højt blodtryk og problemer med hjertet
-
Kraftig menstruation (menorargi)
-
Menstruationsmigræne (da kulden får blodkarrene til at trække sig sammen, kan det øge symptomer)
-
Er gravid
Vinterbadning er også en social aktivitet, der kan give en følelse af fællesskab og velvære, som i sig selv kan være dejligt at mærke, når man har menstruation og energien og humøret er lavt.
Alle kroppe er forskellige, og hvad kroppen tåler, varierer fra person til person. Det er absolut en pointe at give plads til din cykliske krop, som ikke er den samme som fx en mands.
Sidste praktiske tips til vinterbadning:
-
Lyt til kroppen – Start langsomt, og forlæng tiden, når du føler dig klar. Under menstruation kan kortere dyp være mere passende - omkring 1-3 minutter.
-
Planlæg for velvære – Vinterbadning skal forbedre kropslige symptomer og velvære, ikke over stresse kroppen.
-
Vær opmærksom på sundhedstilstande – Hvis du har PCOS eller endometriose, kan kulde påvirke symptomerne.
-
Gør det trygt – Tag af sted med en, du føler dig tryg med, så I kan passe på hinanden i det kolde vand.
-
Forbered opvarmning – Hav et blødt håndklæde og varm te klar, så kroppen hurtigt kan komme op i temperatur efter badet. Eller overvej en tur i saunaen.
Sluttelige gode råd herfra: Vinterbad aldrig alene. Mærk godt efter og gå op af vandet, hvis du mærker svimmelhed, eller du får det dårligt eller får ondt.
Vinterbad aldrig, hvis du er påvirket af alkohol.
Og hav så en skøn tur i vandet <3
FAQ: Vinterbadning + menstruation
Kan jeg vinterbade under menstruation?
Ja, det kan du. Vinterbadning kan midlertidigt reducere menstruationsflow, lindre smerter og mindske inflammation.
Stopper menstruationen i koldt vand?
Nej. Blødningen stopper ikke, men kulden får blodkarrene til at trække sig sammen, hvilket midlertidigt kan reducere flowet.
Hvilket produkt er bedst til vinterbadning?
Menstruationsbadetøj, tampon, menstruationskop eller menstruationsdisk kan anbefales. Tamponer bør skiftes straks efter badet for at undgå infektion.
Skal man bruge tampon, når man vinterbader?
Du kan bruge tampon, men som nævnt er der også andre gode alternativer til tamponen: menstruationskop, menstruationsdisk eller menstruationsbadetøj. Tamponer bør dog skiftes straks efter badet.
Kan man vinterbade uden menstruationsprodukt?
Det kan man, menstruation er ikke ulækkert, og det er op til dig og din komfort, om du vil bruge et menstruationsprodukt. Hvis du bruger menstruationsbadetøj, så ligner det almindeligt badetøj, og andre kan ikke se forskel.
Kan vinterbadning lindre menstruationssmerter?
Kulde kan dæmpe smertereceptorer og inflammation, hvilket for nogle kan reducere kramper og ubehag.
Kan vinterbadning påvirke blødningen?
Flowet kan midlertidigt mindske, fordi blodkarrene trækker sig sammen, men menstruationen stopper ikke.
Er vinterbadning sikkert under menstruation?
Ja, for de fleste. Personer med højt blodtryk, menstruationsmigræne eller kraftig menstruation bør dog være forsigtige. Tal med din læge, hvis du er i tvivl.
Hvilke fordele kan vinterbadning give under menstruation?
Det kan styrke immunforsvaret, reducere inflammation, forbedre humør og søvn, samt give en følelse af samvær og velvære gennem hele cyklussen.
Kilder:
"Cold-water swimming eases menopause and menstrual symptoms, study finds" - The Guardian (Kilde)
"Vinterbad og bliv sundere" - Dansk Sygeplejerske Råd (kilde)
"Derfor er vinterbadning en gave til din krop" - iform.dk (Kilde)
"How do women feel cold water swimming affects their menstrual and perimenopausal symptoms?" - Megan Pound m.fl. (kilde) + (kilde)
“Vinterbadning slår rekord - klubber har lange ventelister” - DR, 2026
"Cold Plunging for Women: Why Colder Isn’t Always Better" - Stacy Sims (kilde)































