Spring til indhold

Indkøbskurv

10% 15%

Din indkøbskurv er tom

Menstruation efter fødsel – hvornår kommer den første menstruation?

Sidder du med en lille ny i favnen? Først og fremmest: kæmpe, kærligt tillykke 💙

Det er en overrumplende oplevelse for de fleste - uanset om det er første, anden eller tredje gang. Og én ting vi måske ikke lige er forberedte på (ligesom efterfødselsveer - yikes, eller at man skal føde en moderkage, når man har født - auch), det er efterfødselsblødningen. Midt i alt det nye kan der opstå et spørgsmål, mange ikke helt var forberedt på: Hvornår kommer menstruationen egentlig tilbage efter fødsel?

For det, der starter med barselsblødning (lochia), er ikke det samme som menstruation. Og det kan være svært at skelne mellem de to.

Skrevet af Cathrine Widunok Wichmand
Indholdet af denne artikel er verificeret af Pernille Jessen, 
sygeplejerske og ammevejleder bag Mamaflow


Kort svar: Hvornår får man menstruation efter fødsel?

Den første menstruation efter fødsel kan komme få uger efter – eller først mange måneder senere, især hvis du ammer. Barselsblødning varer typisk 2–8 uger og er en del af kroppens heling, ikke en menstruation.

Efter fødslen skal livmoderen hele der, hvor moderkagen har siddet fast. Det giver en blødning, der gradvist aftager og ændrer farve fra rød til brunlig og senere gullig. Det kaldes barselsblødning eller lochia.

Når den stopper, kan der gå tid, før den “rigtige” menstruation vender tilbage. For nogle sker det hurtigt. For andre først efter mange måneder – eller når amningen trapper ned.

I denne artikel dykker vi ned i:

  • Hvad barselsblødning (lochia) er

  • Hvornår menstruationen typisk vender tilbage

  • Om første menstruation efter fødsel kan være kraftigere

  • Hvornår du kan blive gravid igen

Og vigtigst: Hvad der er helt normalt.


Hvad er barselsblødning (lochia)?

De første dage og uger efter din fødsel, det der også kaldes postpartum, vil du opleve en blødning, som kan minde om din menstruation. Blødningen kommer fra såret, hvor din moderkage sad fast i livmoderen. Det kan være lidt en overraskelse, men heeeelt almindeligt. Og blødningen vil over ugerne gradvist aftage og gå fra frisk blod til mere brun-gullig flåd - det man kalder barselsflåd. En lille bonus til blødningen: Du kan opleve en særlig lugt fra underlivet undervejs - det er såret, som heler. Og ja, den kan virke lidt… spicy. 

Husk, at du både kan tale med din sundhedsplejerske eller din læge om din blødning, hvis du er bekymret for blødningsmængde, blodets friskhed eller har andre spørgsmål. Hellere spørg én gang for meget end én gang for lidt. Du har også et underlivstjek i uge 8, hvor I også kan vende både blødningen og lugten.

👉 Læs artiklen her om hvad du skal være opmærksom på omkring barselsflåd

I dine postpartum-dage er det vigtigt at undgå tamponer og menstruationskopper, da blødningen kommer fra et helende sår. I stedet bør du fx bruge bind, bleer eller menstruationstrusser - noget du kan skifte hurtigt og nemt efter behov. Det er mest hygiejnisk. Og så er det desuden rart at have på oven på hvad dit underliv har været igennem.

Mange oplever, at menstruationstrusser kan være en komfortabel løsning i overgangsfasen, især når blødningen er moderat. De niver ikke, du kan sige goodbye til de mange bind, du bruger på 6-8 uger - den første uges tid hvor blødningen er kraftigst, kan det dog være rart med de store bind/”bleer” fra hospitalet.


Hvornår får man menstruation efter fødslen?

Men hvornår kommer så den rigtige menstruation tilbage efter, at du har født? Det er meget individuelt, hvornår den første menstruation postpartum rammer. For nogen er det et spørgsmål om uger - for andre måneder, og så er der dem, der først får den efter 1-2 år. 

Hvis du ammer, så kan det være med til at holde menstruationen tilbage - men det er ikke sikkert. Faktisk blev Flow grundlagt lige nøjagtigt tre måneder efter vores founders anden fødsel - trods amning. Der er altså mange faktorer, der spiller ind i forhold til, hvornår menstruationen kommer tilbage. Det er vigtigt at huske på, at din ægløsning kommer før menstruationen kommer. Derfor er prævention vigtigt, hvis du vil undgå at blive overrasket med endnu en graviditet kort tid efter, at du har født. 

👉 Vil du nørde den første menstruation efter fødsel endnu mere? Læs artiklen her.


Hvor længe varer første menstruation efter fødslen?

Hvor lang tid den første menstruation efter fødslen varer, kommer også an på forskellige faktorer i forhold til din unikke krop. Dette gælder også helt normale menstruationer, hvor de hos nogle varer blot et par dage og hos andre varer op til en uge. Det samme vil gøre sig gældende under den første menstruation efter en fødsel. Her kan det være rart at helgardere sig med et par menstruationstrusser, der sørger for, at du trygt og roligt kan bløde frit uden at bekymre dig over, hvor lang tid din menstruation varer denne gang. 

Mange oplever generelt, at deres menstruation og ægløsning ændrer sig efter fødsel - måske vil du opleve smerter under ægløsning, uregelmæssige blødninger den første tid eller lignende. Det er ganske normalt.


Er første menstruation efter fødsel kraftigere?

Din første menstruation efter fødslen kan føles både kraftigere og mere smertefuld, end de menstruationer du havde, inden du blev gravid. Det skyldes typisk hormonelle forandringer, og at din livmoder og slimhinde skal finde tilbage til deres naturlige cyklus efter graviditet og amning. Kroppen skal i en periode “genstarte” den normale hormonbalance, og det kan gøre blødningen både kraftigere og mere uregelmæssig. Der er dog også nogle, der oplever færre smerter under menstruationen efter fødslen, fordi deres livmoder er blevet strukket ud og derfor kan være mere afslappet.  

For langt de fleste ophører de kraftigere menstruationscyklusser med tiden, og deres menstruation går tilbage til den mængde blod, de kender til fra før fødslen. Derfor kan det være en god ide at sikre dig under din kraftige menstruation med produkter, der kan opsamle mere blod såsom bleer, tykke trusseindlæg eller menstruationstrusser beregnet til mere kraftigt flow


Kan man blive gravid før menstruationen vender tilbage?

Når du har født, er det vigtigt at gøre dig tanker om, at du på et tidspunkt kan blive gravid igen. Derfor skal du gøre dig tanker om prævention. Også selv om det virker helt langt ude, at man nogensinde skal have sex igen oven på en fødsel (vi sidder et par stykker med hånden i vejret). Når du skal til 8-ugers tjek hos lægen, så vil de også spørge dig ind til præventionsformer - om du har brug for prævention, og hvad der kan være den gode løsning for dig, der hvor du er lige nu. 

For nogen kan gensynet med menstruationen efter en fødsel være en glædelig nyhed; “hey! Kroppen fungerer!”. For andre kan det være lidt overvældende at skulle forholde sig til en blødning oveni alt det andet nye. Der kan også gå en rum tid, før din cyklus er regelmæssig igen - det er helt normalt. Alt skal finde sig selv på ny - også dig. Måske fungerer det menstruationsprodukt du brugte sidst, før din graviditet, ikke længere for dig - og så er det tid til at prøve noget nyt? Så må du prøve dig frem, og her er menstruationstrusser i al fald en blød måde at starte op. 

 God heling til dig <3

Ofte stillede spørgsmål om menstruation efter fødsel

Hvad er forskellen på barselsblødning og menstruation?

Barselsblødning (lochia) er den blødning, der kommer fra livmoderen efter fødslen og varer typisk 2–8 uger. Den første menstruation kommer først, når cyklussen starter igen.

Hvornår får man den første menstruation efter fødsel?

Det varierer meget. Nogle får den efter få uger, mens andre – især ved fuld amning – først får den efter flere måneder eller over et år.

Er første menstruation efter fødsel kraftigere?

Ja, mange oplever en kraftigere eller længere menstruation de første cyklusser. Det skyldes hormonelle forandringer og, at livmoderen stadig finder sin rytme.

Kan man blive gravid, før menstruationen vender tilbage?

Ja. Ægløsning kan ske før den første menstruation. Derfor kan graviditet godt opstå, selvom du endnu ikke har haft din første blødning efter fødslen.

Hvornår bliver cyklussen normal igen?

For de fleste stabiliserer cyklussen sig i løbet af det første år, men amning, stress og søvn kan påvirke, hvor hurtigt kroppen finder sin rytme.


 

Flere artikler

Løvens Hule: Anne Stampe investerer i Flow Intimates

Løvens Hule: Anne Stampe investerer i Flow Intimates

Løverne ser rødt og investerer i Flow Intimates Den 11. januar 2024 ser løverne rødt, når andet afsnit af Løvens Hule, sæson ni, ruller over skærmen på DR1. Blandt de håbefulde iværksættere i prog...

Del 3: Løvens Hule: "Det bliver pissegodt!"

Del 3: Løvens Hule: "Det bliver pissegodt!"

Sidste og tredje del om oplevelsen af at være i Løvens Hule, skrevet og fortalt af vores stifter, Cathrine. Vi havde forberedt os til tænderne før Løvens Hule. Set alle episoderne. Researchet alle...

Del 2: Løvens Hule: "Det er simpelthen helt sort for mig..."

Del 2: Løvens Hule: "Det er simpelthen helt sort for mig..."

Del 2 om vores deltagelse i Løvens Hule, fortalt af Flows stifter, Cathrine.   Vi var forberedt. Vi havde researchet alle løverne - læst interviews, hørt podcasts med dem. Nu sad vi et mellemstort...

Del 1: "... Kunne I have lyst til at være med i Løvens hule?"

Del 1: "... Kunne I have lyst til at være med i Løvens hule?"

I sommeren 2023 blev vi kontaktet af en sød caster fra Løvens Hule. I tre dele fortæller vores founder om oplevelserne, tankerne og forberedelserne.  En varm junidag sidste år ringer min telefon: ...